Pædagogisk udgangspunkt

"Uddannelse i udvikling" er en del af vores vision, idet vi erfaringsmæssigt ved, at den samfunds- og erhvervsmæssige udvikling til stadighed forudsætter udvikling af uddannelsestilbud og nye kompetencer.

Vores pædagogiske udgangspunkt understøtter visionen, idet vi gennem eksperimenter med bl.a. organisering af lærerne i teamsamarbejde samt tværfaglig og helhedsorienteret undervisningsplanlægning har fokus på at udvikle undervisningen.

"Tættest på erhvervslivet" er også en del af vores vision, og hermed mener vi, at undervisningen skal afspejle den virkelige verden. Vi har derfor som målsætning, at alle eleverne skal i praktik i en eller flere virksomheder, mens de går hos os - samtidig vil vi understøtte lysten til at blive iværksætter.

Med vores mission "lyst til at lære" sætter vi fokus på det moderne samfunds vigtigste kompetence. Vi tror på, at vi lettest lærer og udvikler os, når vi er motiverede og engagerede. På arbejdsmarkedet udvikler virksomhederne sig og jobbene skifter indhold i en hast, som aldrig tidligere oplevet. Vi arbejder målrettet med at pirke til elevernes nysgerrighed, så de udvikler lyst til at lære - derfor ønsker vi at bringe undervisningen uden for skolen og invitere virkeligheden indenfor.

Lyst til at lære er også afhængig af ro - f.eks. når undervisningen foregår i et klasselokale. Hvis der er for megen uro, bliver man forstyrret og ukoncentreret, og det går ud over lysten til at lære. Derfor understøtter og roser vi den opførsel, som fungerer som det gode forbillede.

Udviklingen af samfundet, af arbejdsmarkedet og af danskerens identitet er påvirket af den stadig stigende globalisering, og undervisningen skal derfor forberede eleverne på muligheder og udfordringer ved globaliseringen.