Selvevaluering af AMU-kurser
Opfølgningsplan
ZBC foretog i 2008 en selvevaluering af skolens
AMU-aktiviteter i forbindelse med Danmarks Evalueringsinstituts
(EVA) evaluering af arbejdsmarkedsuddannelser. Yderligere
information om selvevalueringen og EVA's rapport: Nyt AMU - med
fokus på kompetencer og fleksibilitet kan findes på Danmarks
Evalueringsinstituts hjemmeside. Som en opfølgning af denne
evaluering har de selvevaluerende uddannelsesinstitutioner
udarbejdet en plan for opfølgning på evalueringens anbefalinger til
institutionerne.
ZBC har udarbejdet handlingsplaner på baggrund af anbefalingerne
fra Danmarks Evalueringsinstitut.
Bestyrelse og ledelse
ZBC har altid strategisk prioriteret AMU, dels fordi skolen har
nogle spidskompetencer indenfor blandt andet Kundecenter- og
detailbranchen og dels i forhold til udvikling af AMU kurser.
Skolen har et stort antal medarbejdere fuldtidsbeskæftiget indenfor
AMU-området.
Skolens AMU-aktiviteter drøftes minimum to gange årligt på
bestyrelsesniveau, og områdedirektøren holder løbende driftsmøder
vedrørende AMU. AMU drøftes desuden jævnligt på skolens strategiske
ledergruppemøder.
Skolen udarbejder og reviderer skolens udbudspolitik en gang
årligt, og politikken drøftes og godkendes derefter af
bestyrelsen.
Undervisning og administration på efteruddannelsesområdet kræver i
de fleste tilfælde andre kompetencer end på ungdomsuddannelserne.
Derfor sikrer skolen en stor erhvervskompetence hos
medarbejderne/underviserne indenfor AMU-området. Desuden arbejder
ledelsen målrettet på løbende kompetenceudvikling af underviserne
og administrative medarbejdere.
Skolens ledelse tilpasser løbende organiseringen omkring udbud af
AMU-aktiviteter til at matche den aktuelle efterspørgselssituation
på markedet.
Samarbejde med virksomheder, netværk, Jobcentre,
vejledningsnetværk, LUU m.m.
ZBC har på alle niveauer et stort netværk i forhold til
virksomheder, offentlige som private og øvrige
samarbejdspartnere.
Skolen arbejder med opsøgende arbejde via uddannelseskonsulenter i
forhold til konkrete spidskompetencer indenfor detail, kundecentre,
offentlige virksomheder og produktionsvirksomheder. Skolen
anser samarbejdet med lokale uddannelsesudvalg (LUU) som særdeles
vigtigt. Både i forhold til kontakt til det lokale og regionale
samarbejde, men også som sparringspartner i forhold til
fastholdelse og fornyelse af AMU-aktiviteterne, fagligt som
alment.
Skolen samarbejder desuden med jobcentrene med særdeles gode
resultater. Skolen arbejder målrettet med Individuel
kompetenceafklaring (IKV) i forhold til relevante målgrupper.
Skolen samarbejder aktivt med medarbejderorganisationer (HK, 3F
m.fl.) og arbejdsgiverorganisationer (Dansk Erhverv, Dansk industri
m.fl.) med henblik på at optimere skolens udbud af AMU.
Udbud
Skolen promoverer sine AMU-aktiviteter dels via skolens
hjemmeside dels via brochuremateriale, dels via vidar, samt
deltager i skolens ordinære og ekstraordinære aktiviteter, såsom
karrieredage m.m.
Kvalitet
Evaluering af AMU-aktiviteterne bygger på AMU-Vis kvalitet, og
indgår i skolens samlede kvalitets- og selvevauleringsprogram. Ud
fra resultaterne opstilles mål og udformes handlingsplaner med
henblik på hele tiden at udvikle skolens udbud for at leve op til
de tendenser kursisterne og virksomhederne giver udtryk for.