Kristian Thulesen Dahl blev klogere på ZBC

  • Pressemeddelelse: Kristian Thulesen Dahl blev klogere på ZBC
  • | 05-09-2018
  • | ZBC

Dansk Folkepartis formand fik et indblik i erhvervsskolernes virkelighed under besøg på ZBC Næstved

Økonomien på de danske erhvervsskoler er presset, og kan blive det yderligere i den kommende finanslov. En uholdbar situation, som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er klar til at tage med ind i de kommende finanslovsforhandlingerne. Tirsdag gæstede han derfor erhvervsskolen ZBC’s adresse i Næstved for at få et personligt indtryk og input fra den virkelighed, som erhvervsskolerne står i.

Partiformanden fik en personlig rundvisning af ZBC’s direktør Michael Kaas-Andersen og uddannelsesdirektør, Glenny Hansen, hvorefter der fulgte et længere møde, hvor økonomi og generelle udfordringer blev vendt.

- Besøget er for at få en fornemmelse af, hvordan de økonomiske betingelser er, for institutioner som ZBC, forklarede Kristian Thulesen Dahl efter mødet. Særligt omprioriteringsbidraget, hvor erhvervsskolerne skal spare to procent om året blev diskuteret, fordi Dansk Folkeparti gerne ser det taget ud af regeringens oplæg til finansloven.

- Nu har vi diskuteret omprioriteringsbidrag i en årrække, og vi skal have en grundlæggende debat om, hvorvidt det skal fortsætte, fordi jeg er bekymret for de konsekvenser, det har. Vi ved, hvor vigtigt det, at der skal være uddannelsestilbud, der hvor de unge er, men når skolerne bliver presset på økonomien over lang tid, så risikerer man, at skolerne tvinges til at samle aktiviteterne. Det kan betyde, at færre unge vælger at tage en erhvervsuddannelse, og det går stik imod vores målsætning.

- Vi kan ikke overlade til institutioner som ZBC, at der hvert år kontinuerligt skal findes besparelser på to procent. Det kommer simpelthen til at gå ud over kvaliteten og den decentrale struktur, slog Kristian Thulesen Dahl fast

ZBC’s direktør, Michael Kaas-Andersen, glædede sig ikke kun over, at få sendt input afsted til en af de centrale skikkelser i de kommende finanslovsforhandlinger på Christiansborg, men glædede sig også over, at besøget er en anerkendelse af, at erhvervsuddannelserne er vigtige.

- Når Kristian Thulesen Dahl vælger at lægge vejen forbi ZBC, så viser det for mig, at i hvert fald dele af Christiansborg er klar over, at vi står med meget konkrete og aktuelle udfordringer. De skal løses, hvis vi fremadrettet skal have et uddannelsesudbud lokalt og samtidig levere dygtig, faglært arbejdskraft, der både matcher erhvervslivets aktuelle krav og behov, men også fremtidssikrer Danmark, forklarer Michael Kaas-Andersen.

Han noterer sig, at budskabet blev vel modtaget af Kristian Thulesen Dahl.

- Hvis vi skal fortsætte med at kunne levere faglært arbejdskraft af høj kvalitet, så skal der også opbakning til fra politikerne. Vi kan ikke blive ved med at spare de to procent i omprioriteringsbidrag, og det er positivt, at Kristian Thulesen Dahl er enig i, at det er en uholdbar situation.

Pressefotos

Kristian Thulesen Dahl (i midten) fik argumenter for fjernelse af omprioriteringsbidraget med fra mødet med direktør på ZBC, Michael Kaas-Andersen (th) og uddannelsesdirektør på ZBC, Glenny Hansen (tv).

 

Pressefoto kan downloades her.

For yderligere oplysninger kontakt:

Michael Kaas-Andersen, direktør, ZBC: 28 44 20 01
Michael Winther-Rasmussen, presseansvarlig, ZBC: 25 35 52 87

Cookies- og privatlivspolitik - For din skyld!

På vores website bruger vi cookies til at huske dine indstillinger, trække statistik for dit besøg og for at kunne personalisere de annoncer, vi viser dig. Denne information deles ikke med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du vores cookie- og privatlivspolitik

Læs mere om privatlivs- og cookie politik for zbc.dk