ZBC Industricenter bliver flagskib for industriuddannelser på Sjælland

  • Pressemeddelelse
  • | 04-07-2018
  • | ZBC

Automatik- og procesuddannelserne i hele Region Sjælland har fået et markant løft med indvielse af ZBC Industricenter i Ringsted

Erhvervsskolen ZBC i Ringsted har slået dørene op til et nyt fagligt flagskib og samlingspunkt for automatik- og procesuddannelserne, der betyder, at elever og kursister frem over kan glæde sig over adgang til den nyeste teknologi inden for automatik.

ZBC Industricenter, der er placeret på erhvervsskolens adresse på Ahorn Allé i Ringsted, blev indviet af borgmester Henrik Hvidesten (V), der stod for at klippe den røde snor. Han er begejstret over, at der nu er et endnu stærkere uddannelsestilbud i kommunen.

- Det er vigtigt, fordi det giver de unge mennesker i kommunen flere muligheder, og vi vil gerne, at flere vælger en erhvervsuddannelse, forklarer borgmesteren, der er særligt glad for, at ZBC’s nyeste satsning er et industricenter.

- En femtedel af arbejdspladserne i kommunen er industriarbejdspladser, så det er vigtigt, at nogle af de unge i kommunen, via deres uddannelse, finder vej til de virksomheder. Når vi er rundt, så hører vi, at virksomhederne mangler arbejdskraft, og det kan vi blandt andet løse med gode uddannelsesmuligheder.

Den øgede efterspørgsel på faglært arbejdskraft betyder, at automatik- og procesuddannelserne er særligt attraktive, og det kan også mærkes på elevtilstrømningen.

- Det er et af vores største vækstområder lige nu, og alt tyder på, at det fortsætter, forklarer uddannelsesdirektør på ZBC, Glenny Hansen, der var med til at vise borgmesteren rundt i industricentret. Her har eleverne blandt andet fået en stor automatiseret lagerenhed placeret midt i et af undervisningslokalerne. Eleverne kan så bestille opgaver og materialer og få det leveret automatisk, ligesom de kan lave konkrete opgaver på selve lagerenheden.

- Vi har en ambition om at lave et undervisningsmiljø, der både er automatiseret og afspejler virkeligheden, fordi vi vil være Danmarks bedste på det her område. Derfor har vi også etableret industricentret gennem et tæt samarbejde med 15 lokale virksomheder, der har støttet op i forhold til både udvikling og konkret udstyr, forklarer uddannelsesdirektøren.    

ZBC Industricenter vil være under konstant udvikling og udbygning også i forhold til de uddannelser, som det understøtter. Således er planen, at der fremadrettet også skal være plads til elever til industritekniker- og værktøjsmager-uddannelserne.

Pressefoto

Ringsteds borgmester, Henrik Hvidesten (V), klippede snoren, da ZBC Industricenter blev officielt indviet ved et velbesøgt arrangement på erhvervsskolen i Ringsted.

 

Pressefoto kan downloades her.

Pressefoto

Borgmester Henrik Hvidesten (V) fik en rundvisning i ZBC Industricenter, der skal danne rammen om et praksisnært undervisningsmiljø med adgang til ny teknologi og samtidig skal fungere som et fagligt flagskib og samlingspunkt for automatik- og procesuddannelserne i hele Region Sjælland.

Pressefoto kan downloades her.

For yderligere oplysninger kontakt:

Glenny Hansen, uddannelsesdirektør, ZBC
60 67 99 24

Michael Winther-Rasmussen, kommunikationschef, ZBC
25 35 52 87

Cookies- og privatlivspolitik - For din skyld!

På vores website bruger vi cookies til at huske dine indstillinger, trække statistik for dit besøg og for at kunne personalisere de annoncer, vi viser dig. Denne information deles ikke med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du vores cookie- og privatlivspolitik

Læs mere om privatlivs- og cookie politik for zbc.dk