ZBC med succesfuldt eksporteventyr i Indien

  • Pressemeddelelse
  • | 21-09-2018
  • | ZBC

Erhvervsskolen ZBC’s samarbejde med Indiens førende hotelskole sender nyt stort hold indiske elever til Ringsted og Slagelse for at lære dansk fødevarehåndværk i verdensklasse

Denne sommers besøg af 25 elever fra Indiens bedste hotelskole IHM-A, Institute of Hotel Management, i Aurangabad, på ZBC i Ringsted bliver ikke det sidste.

Næste sommer bliver næsten dobbelt så mange indiske hotelskoleelever sendt til Danmark for at lære dansk kogekunst og bagning i praksis på ZBC’s adresser i Slagelse og Ringsted.

- Vi kan noget særligt i Danmark, når det kommer til fødevarer og dansk brød og kager har et fantastisk navn ude i verden. Det betyder, at det gør en forskel for eleverne, at de har lært fra os. Det styrker simpelthen deres cv, forklarer Ivan Kousholt, uddannelseschef for ZBC’s fødevareuddannelser.

Blåstemplingen af ZBC understreges af, at den indiske hotelskole, der uddanner personale til nogle af verdens mest ansete hoteller, har valgt ZBC som samarbejdspartner frem for andre stærke, internationale aktører på markedet. Eksempelvis Ducasse i Frankrig, der er skabt af Michelin-kokken Alain Ducasse.

- Det er vi selvfølgelig glade og stolte over. Det er en understregning af, at vi har et uddannelsesfagligt fundament, der er så højt, at vi kan gøre en forskel langt uden for landets grænser, siger Ivan Kousholt.

Helt konkret kommer 46 elever til henholdsvis et kokkeforløb i Slagelse og et bager- og konditorforløb i Ringsted i juni 2019, og de får følge af endnu flere. Der er indgået aftale om tre faste programmer fremover, så alle elever på IHM-A skal til Danmark for at erhverve sig kompetencer inden for kogekunst og bagværk.

Oven i har ZBC sendt undervisere til Indien for at dele ud dansk fødevarefaglighed. Senest har Kasper Hansen, der ud over at være underviser på ZBC også står i spidsen for det danske bagerlandshold, været i Aurangabad for at holde Masterclass i surdej og dansk wienerbrød for 120 deltagere.

- Det er en anerkendelse af vores faglighed i bred forstand. Vi har ikke blot et inspirerende læringsmiljø og en kvalitet i det vi laver, der vækker genlyd ude i verden, men vi har også undervisere, der formår at dele ud af det. Det er det, som gør en forskel i det daglige for vores elever, og nu altså også i udlandet, forklarer Ivan Kousholt.

Stort internationalt potentiale
For ZBC er det indiske eventyr ikke blot en fod inden for i et af verdens folkerigeste lande med en økonomi i markant vækst, men også et samarbejde med en partner, IHM-A, der er ejet af et af verdens største konglomerater, Tara Group, med over 100 virksomheder spredt over hele verden, herunder blandt andet Taj Hotels, der driver 100 hoteller og resorts rundt om i verden.

- Der er et stort potentiale i internationalt samarbejde, og vores nye, tætte relation til IHM-A kommer til at åbne flere døre for os, hvilket også føjer en ekstra dimension til den internationale vinkel, som vi tilbyder vores egne elever og lærere. Vi har blandt andet fået mulighed for at sende tre elever i praktik på et femstjernet hotel i Indien som direkte udløber af samarbejdsaftalen med IHM-A, forklarer uddannelseschefen.

Pressefoto

Uddannelseschef på ZBC Ivan Kousholt (nummer fire fra venstre) sammen med repræsentanter for erhvervsskolens nye tætte samarbejdspartner i Indien, IHM-A. Fra venstre uddannelseschef Samir Mulaokar, uddannelsesleder Rushad Kavina, Rajesh Chakraborty, Ivan Kousholt, rektor Satish Jayaram og udviklingschef Arulmani.

 

Pressefoto kan downloades her.

Pressefoto

Kasper Hansen, underviser på ZBC og landstræner for Det danske bagerlandshold, lærer fra sig ved en Masterclass i surdej og dansk wienerbrød i Indien.

Pressefoto kan downloades her.

For yderligere oplysninger kontakt:

Michael Winther-Rasmussen, presseansvarlig, ZBC: 25 35 52 87

Cookies- og privatlivspolitik - For din skyld!

På vores website bruger vi cookies til at huske dine indstillinger, trække statistik for dit besøg og for at kunne personalisere de annoncer, vi viser dig. Denne information deles ikke med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du vores cookie- og privatlivspolitik

Læs mere om privatlivs- og cookie politik for zbc.dk