Sophie valgte anlægsgartner med EUX

  • EUX
  • | 24-09-2020
  • | ZBC

Sophie synes, det er sjovt at lægge fliser og bygge noget op fra bunden. Derfor startede hun på EUX Anlægsgartner.

Sophie Knudsen er 21 år og nyudlært EUX anlægsgartner med en flot bronzemedalje til sin svendeprøve.

- Jeg synes, det er sjovt at lægge fliser. Jeg kan godt lide, at jeg er med til at bygge noget op. Når jeg ankommer første gang, kommer jeg ud til et hul i jorden, men jeg forlader det som et nyt, flot anlæg.

Sophies vej til udlært EUX Anlægsgartner har været lige til.

- I 8. klasse var jeg på introforløb som anlægsgartner på Jernbjerggaard ZBC Slagelse. Jeg kunne godt lide at være udenfor hele dagen.

Så da Sophie skulle vælge praktik i 9. klasse, valgte hun at spørge Stendal Anlægs & Haveservice. Her så de hurtigt noget i hende:

- Min chef sagde, at hvis jeg valgte at blive anlægsgartner, havde han en læreplads til mig.

Og sådan blev det. Sophie tog en læreplads hos Stendal Anlægs & Haveservice, hvor hun også er blevet fastansat, nu hvor hun er færdig med sin uddannelse.

- Jeg kan godt lide mit arbejde. Jeg er ude ved en masse flinke mennesker, det er spændende, jeg har søde kolleger og det er dejligt at få masser af frisk luft hver dag.

EUX var mors idé

At vælge anlægsgartner-uddannelsen var nemt for Sophie. Men at det blev med EUX var faktisk mors idé.

- Min mor syntes, det var dumt ikke at tage min uddannelse med EUX, når nu det var en mulighed. Og jeg er rigtig glad for, at jeg lyttede. Det er betryggende at vide, at jeg har en ekstra uddannelse. Og på et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at læse noget mere biologi. Det åbner min EUX heldigvis op for.

Og netop EUX-uddannelsen er da også Sophies bedste råd til dig, der skal vælge uddannelse:

- Hvis du har bare lidt flair for håndværk, er EUX en god måde at få mere erfaring med videre. Så hvis du er i tvivl, synes jeg, du skal tage en EUX - så får du to uddannelser i én og du slipper også for SU, da du får elevløn under din uddannelse.

Er EUX også noget for dig?

Så om optagelse allerede nu på optagelse.dk

Se videoguide: Sådan udfylder du dine uddannelsesønsker

Men du er jo en pige?

Som anlægsgartner er Sophie med til at skabe parker, haver, kirkegårde og andre udendørs miljøer, som er funktionelle og smukke.

Selvom valget af uddannelse var lige til for Sophie, var der enkelte blandt vennerne og familien, der studsede over det. ”Men du er jo en pige?”, ”Kan du overhovedet holde til det?”, ”Kan du løfte en flise?” og ”Kan du finde ud af mandearbejde?” er nogle af de spørgsmål Sophie har fået.

- Jeg synes, det er sjovt, når de siger det. Det er ikke noget problem for mig at udføre mit arbejde. Og når de hører, hvad jeg egentlig laver, kan de godt se, at det kan man også godt som pige. Faktisk er vi flest piger i den grå-afdeling i firmaet.

Vi deler glæden ved faget

Da Sophie startede på sit grundforløb på ZBC, mødte hun også sin kæreste. De har teamet op som makkerpar til både DM i Skills og svendeprøve.

- Vi ser det som en mulighed for at opleve ting sammen. DM i Skills var noget helt specielt. Det er svært at forklare andre, hvor meget man glæder sig helt ind i hjertet - men han forstod det, for han havde det på samme måde og glædede sig lige så meget, fortæller Sophie og fortsætter;

- Du kan ikke finde samme engagement hos andre, som ikke deler din passion. Det gør vi. Vi deler det hele.

Og netop DM i Skills var en helt særlig oplevelse for Sophie;

- DM i Skills er en fed ting. Du bliver engageret i dit fag og giver den max gas. Det har pirret mig gennem hele min uddannelse, for jeg ville så gerne have, at lærerne så mig og sagde: Dét der! Det er Skills-materiale.

Topbillede-credit: Per Daugaard, Skills Danmark