Verdensmålsdag på ZBC

  • Verdensmål
  • | 12-08-2021
  • | ZBC

Som verdensmålsskole har vi sat FNs 17 verdensmål på skemaet for alle medarbejdere.

ZBC blev UNESCO verdensmålsskole i 2020, og der sagde vores direktør Michael Kaas-Andersen følgende: "Vores fremtid afhænger af, at vi får skabt en mere bæredygtig udvikling. Derfor er det meget vigtigt for os, at FNs verdensmål både afspejler sig i undervisningen og i driften af ZBC".

Til at skyde skoleåret 21/22 i gang havde ZBC sat en dag af til at medarbejderne kunne arbejde med FNs verdensmål.

Og med al den viden vi fik på Verdensmålsdagen i august, er vi nu klar til et nyt skoleår, hvor vi sætter rammen og skaber forandringer sammen med vores elever.

Alle ZBCs 1000 medarbejdere deltog på dagen, hvor de mødtes på kryds og tværs af faggrupper og adresser og fik talt om verdensmålene i dagens tre værksteder;

  • Vi skaber det sammen
  • Vi følger engagementet
  • Vi finder balancen

Dagens oplægsholder, Steen Hildebrandt, professor emeritus, PhD og adjungeret professor, startede dagen ud med et oplæg. Her blev det påpeget, at en lille forskel fra os alle, kan betyde en stor forskel for verdenen.

Og netop dét, er vores elever meget opmærksomme på. Derfor havde vi taget vores elever med på råd. Eleverne er fremtiden og derfor er deres input og bidrag vigtige, når vi sætter verdensmål på dagsordenen.

På værkstedet i Næstved deltog elever fra vores Verdensmålsråd. I Verdensmålsrådet sætter vores elever fokus på at gøre en forskel – de har eksempelvis været med til at få fjernet plastikkopperne, støttet op om projektet ”Vild med Vilje” som har fokus på biodiversitet, og så er de ved at undersøge skolens mulighed for at gå fra fyrvarme til fjernvarme i 2022.

Xenia, HHX

”Jeg er gået ind i Verdensmålsrådet fordi jeg gerne vil hjælpe, hvor jeg kan. Jeg vil rigtig gerne være med til at gøre en forskel og især med at gøre skolen mere miljøvenlig for de næste generationer. Siden jeg var lille, har min mor lært mig om genbrug og det er blevet en naturlig del af min opdragelse”.

Victoria, HHX

” Jeg synes, det er vigtigt, at man kan få andre mennesker med på at tænke på fremtiden. Vi kan gøre en forskel sammen, fremfor at det bare er nogle få mennesker, som tænker over det. Hvis der er en del mennesker med på den, så skal der ikke meget til”.

Simon, HTX

”Jeg synes, verdensmålene er super vigtige at få med – især inden for klima og genbrug, som jeg selv har rigtig meget interesse for. Hvis vi eksempelvis kunne få lagt industrien om og gjort bæredygtigheden til en drivkraft. Verdensmålsdagen er rigtig fed, fordi vi elever får mulighed for at komme med vores pointer og vores syn på verdensmålene. Jeg håber, at der kommer flere af disse i fremtiden. Det kunne eksempelvis være fedt, at man i udviklingsfag som teknologi overvejede, at eleverne tænkte verdensmålene ind på både lokalt, nationalt og globalt plan – og at vi kan bruge idéerne internt på ZBC, så vi får opfyldt flere og flere verdensmål”.

Zahed, tidligere HTX-elev

”Jeg synes, det er vigtigt, at min generation får inkorporeret verdensmålene, og at vi møder dem aktivt i vores undervisning. Hvis vi får fokus på det, så kan vi også diskutere, hvordan vi kan hjælpe rundt omkring i verden. Vi er ikke længere lokale mennesker, men globale mennesker, så vi skal tænke i større perspektiver. Vi skal tænke i alternativer og metoder, som er holdbare de næste mange år – og det gør vi bedst, når vi også overvejer verdensmålene Det er ikke nemt, men vi skal vise de kommende generationer, at intet er umuligt at gøre, så længe man gør sit bedste. På den måde gavner vi den her verden, som vi alle sammen lever i”.