Jeg vil ikke kun sidde ved et skrivebord

Jeg vil ud og møde folk over hele verden

”Handel har altid haft min store interesse. Derfor valgte jeg HHX. Jeg havde oplevet lærerne på stedet i brobygning og til åbent hus, og selv om mine venner foretrak det almene gymnasium i Sorø og Slagelse, var ZBC Gymnasiet i Ringsted det rigtige valg for mig”.

Sådan siger Casper Friis-Jensen, der blev student i 2015. I dag læser han cand. merc. i supply chain på CBS. Han færdiggør uddannelsen i juni 2020.


Forberedt til virkeligheden

”Mine lærere lærte mig meget på HHX. Jeg lærte at tage ansvar. Lærerne var supergode til at give os råd om, hvordan vi forberedte os til timerne bedst muligt,” siger Casper.

”Jeg kunne have en tendens til at være doven i gymnasiet, da skolen altid har faldet mig meget nemt, Her var lærerne gode til at udfordre mig alligevel og holde mig til ilden, så jeg kunne udvikle mig og ikke bare tage den lette vej. Det har været en stor hjælp, for det forberedte mig til virkeligheden på mit studie og job i erhvervslivet. Desuden lærte jeg at sætte mig ind i tekster og finde frem til de centrale pointer. Jeg blev god til at sætte mig ind i andres tankegang og være kritisk, når vi arbejdede med cases og kilder. Det er færdigheder, jeg har glæde af i dag,” siger Casper.


Studierejse til Kina

Han nævner, at fag som virksomhedsøkonomi, international økonomi og engelsk gav ham en ny måde at anskue verden på. Det er viden og metoder, som Casper i dag anvender på studiet og i studiejobbet hos virksomheden Pandora, hvor han arbejder i Supply Chain-afdelingen.

”Jeg var også glad for et fag som kinesisk – og ikke mindst den to-ugers studietur til Kina. Jeg oplevede et helt nyt sprog og en ny verden. Det var medvirkende til, at jeg besluttede mig for, at jeg ville have et job i en branche, der havde kontakt med hele verden,” siger Casper.


Hvad har du lyst til?

Hans råd til 9. klasse-eleven, der er tvivl om studieretning, er, at de skal følge, hvad de har lyst til. Ikke ud fra hvad vennerne vælger: ”HHX indeholder meget konkrete handelsfag, der kan bruges i den virkelige verden. Jeg var meget glad for mine tre år på gymnasiet i Ringsted. Der var gode mennesker. Alle kendte alle. Et stort nærvær, og jeg udviklede mig meget som person,” siger Casper.

Han håber, på at han efter sin cand. merc.-eksamen kan få fast ansættelse i Pandora.

”Jeg vil ikke kun sidde ved et skrivebord. Jeg vil ud og møde folk over hele verden.”

ZBC HHX Ringsted - mød tidligere elev Casper Friis-jensen