På ZBC ønsker vi at skabe et godt og trygt undervisningsmiljø. Her er omdrejningspunktet, at elever og kursister oplever, at de bliver mødt på en anerkendende og respektfuld måde. Derfor er det også vigtigt at huske, at hver enkelt elev og kursist skal opføre sig på en respektfuld måde i forhold til andre elever, kursister og medarbejdere på ZBC.

For at sikre et godt og trygt undervisningsmiljø, har vi lavet en whistleblowerordning, som kan bruges af:
- elever/studerende/kursister på ZBC
- tidligere elever/studerende/kursister på ZBC
- kommende elever med et aftalt uddannelsesforløb på ZBC
Du kan læse nærmere om ZBC's adfærdsregler her.

Du kan indberette oplysninger om seksuel chikane.
Dette omhandler fx:
- uønsket berøring
- opfordringer til seksuelle aktiviteter
- visning/deling af pornografisk indhold
Sagen bliver undersøgt nærmere, når du har indberettet. Her afdækkes omfanget af det, du har indberettet.
Undersøgelsen kan føre til, at sagen henlægges som grundløs eller, at sagen vurderes videre i forhold til sanktioner. I sidstnævnte tilfælde vil handlingen afhænge af det indberettede forholds karakter:
- omhandler sagen sexchikane eller anden ligestillet grænseoverskridende adfærd begået af ZBC ansatte, kan det have ansættelsesmæssige konsekvenser for pågældende.
- Hvis sagen omhandler en elev og/eller kursist på ZBC, kan det medføre disciplinære sanktioner i form af advarsel eller bortvisning.
Du kan indberette på to forskellige måder:
- ved at benytte nyt system via ZBCs hjemmeside, klik her
- med posten:
ZBC
Ahorn Allé 3-5
4100 Ringsted
Att. Chefpsykolog Janne Risager Jensen
Din indberetning bliver modtaget og læst af Janne Risager Jensen, chefpsykolog på ZBC.
Janne Risager Jensen, chefpsykolog på ZBC, læser din indberetning for at se, om den er inden for whistleblowerordningen.
Janne har udvidet tavshedspligt i forhold til din indberetning. Det betyder, at Janne ikke må dele oplysninger om dig (navn mm) med andre, hverken på ZBC eller udenfor ZBC. Janne skal samtidig overholde reglerne om GDPR og ZBC's persondatapolitik.
Ønsker du fuldstændig anonymitet skal du sende et brev mærket ”FORTROLIGT” med almindelig post til følgende adresse:
ZBC
Ahorn Allé 3-5
4100 Ringsted
Att. Chefpsykolog Janne Risager Jensen
Når du sender brevet, er du alene sikret anonymitet, hvis du ikke oplyser, hvem du er.
Ønsker du ikke at oplyse dit navn, adresse med mere, når du laver din indberetning?
Så skal du lade være med at skrive dit navn og andre personlige oplysninger i din indberetning. Du skal heller ikke skrive personlig information på kuverten, du sender indberetningen i.
Hvis din indberetning omhandler chefpsykologen, kan du rette henvendelse til Michael Kaas-Andersen, som er direktør på ZBC. Det kan du gøre via dette link eller med et fortroligt brev, hvor du skriver til: Michael Kaas-Andersen.
Du kan ikke lave indberetninger, der handler om fx:
- Indhold og kvalitet i din undervisning
- Eksamensresultater
- Karakterer
- opførsel, som ikke er inden for ZBCs hus- og ordensregler
- økonomisk kriminalitet.
Du kan altid kontakte Janne Risager Jensen, som er chefpsykolog på ZBC, hvis du er i tvivl, om din indberetning falder indenfor eller udenfor ordningen. Du er også velkommen til at kontakte Janne Risager Jensen, hvis du er opmærksom på, at din henvendelse temamæssigt falder uden for ordningen. Det kan du gøre på:
E-mail: jarj@zbc.dk
Er din indberetning ikke omfattet af whistleblowerordningen, vil du hurtigt få besked af Janne Risager Jensen, såfremt du har oplyst din identitet.
Du får også vejledning, hvis der er andre ordninger, som du i stedet kan lave en indberetning til.
Har du ikke ønsket at oplyse dit navn ved indberetning til whistleblowerordningen, er det muligt, at ZBC ikke kan gå videre med din indberetning. Det kan for eksempel være en indberetning, der kan have stor konsekvens for den indberettede, og hvor det ikke er muligt at komme i dybden på grund af anonymiteten.
Du opfordres derfor til at oplyse dit navn og efternavn ved din indberetning.
Forvaltningslovenes regler om aktindsigt kan medføre, at du ikke altid kan være anonym. Dette gælder i de tilfælde, hvor du indberetter med fuldt navn på dig selv. Din identitet kan dog ikke afsløres, uden dit samtykke hertil i forbindelse med aktindsigtsanmodninger, jf. lovens §§ 25 og 26.
God tro vil blandt andet betyde, at du havde en rimelig grund til at tro, at de indberettede oplysninger var korrekte på tidspunktet for indberetningen, og disse oplysninger var omfattet af whistleblowerordningen.
Hvis du laver en indberetning, bliver du oftest selv part i sagen. Det skyldes partsbegrebet i forvaltningslovene. Du kan dermed blive omfattet af parthøringsregler, begrundelseskrav og andre forvaltningsmæssige rettigheder.
Ordningen for elever er oprettet på frivillig basis og er i videst muligt omfang lavet i overensstemmelse med de regler, der følger af lov om beskyttelse af whistleblowere. Elever er imidlertid ikke direkte omfattet af loven og lovens beskyttelse.
Bliver du mødt med negative reaktioner, fra fx elever, kursister eller ansatte fra ZBC, eller fra dit praktiksted, fordi du har benyttet whistleblowerordningen?
Så kan du kontakte whistleblowerordningen, lederen på den uddannelse/kursus, hvor du er indskrevet, eller din studievejleder,
Der findes ikke en klageinstans for whistleblowerordningen.
Du kan læse mere om ZBCs adfærdsregler og øvrige politikker gældende for dit uddannelsesforløb på ZBC. Disse regler fremgår her.